Folketingets faste repræsentant ved EU

Folketinget har en fast repræsentant i Bruxelles, der videreformidler relevant information til bl.a. Europaudvalget og fagudvalg i Folketinget. Dertil koordinerer Folketingets repræsentant besøg for folketingsmedlemmer i Bruxelles.

 

Som det første nationale parlament fik Folketinget i 1991 en fast repræsentant i Bruxelles. Fem år senere fulgte Finland trop, og siden har samtlige nationale parlamenter fra EU's medlemslande samt Norge gradvist fået faste repræsentanter i Bruxelles. De faste repræsentanter har med årene skabt et dagligt og integreret samarbejde mellem de parlamentariske repræsentanter i Bruxelles.

I de seneste år har de faste repræsentanter haft til huse i en af Europa-Parlamentets bygninger, hvor en hel etage danner rammen for samtlige kontorer for repræsentanterne. Den eneste undtagelse er repræsentanterne fra EU's største medlemsland Tyskland, hvis 10 udsendte medarbejdere ikke kunne huses i Europa-Parlamentet, og de har derfor lejet egne lokaler i Bruxelles.

 

Repræsentantens opgaver

De faste repræsentanter fra de nationale parlamenter er uafhængige af de forskellige europæiske institutioner og medlemslandenes regeringer. Repræsentanterne arbejder upartisk, idet de skal repræsentere hele parlamenter og ikke medlemslandenes regeringer, som er repræsenteret igennem Ministerrådet og Det Europæiske Råd. De nationale regeringer har faste repræsentationer i Bruxelles, som består af udsendte embedsmænd fra landets udenrigsministerium samt EU-specialister fra andre relevante ministerier.  Danmarks faste repræsentation i Bruxelles, er den danske regerings forlængede arm i Bruxelles, og har ca. 100 medarbejdere. Folketingets faste repræsentant skal omvendt repræsentere Folketinget som institution samt alle partierne i Folketinget. Opgaven for Folketingets repræsentant er derfor væsentlig anderledes end for de danske medarbejdere på Danmarks faste repræsentation.

 

Opgaven for repræsentanterne for de nationale parlamenter er at bistå deres hjemlige parlamenter med at supplere den information, som parlamenterne modtager fra deres nationale regeringer.

Folketingets repræsentant har generelt meget kontakt til Europaudvalget i Folketinget, for netop at bistå udvalget med at få information om aktuelle EU-sager, men repræsentanten sender også information til fagudvalgene i Folketinget om relevante sager.

Folketingets repræsentant følger ofte udvalgsmøder i Europa-Parlamentet, for at holde sig opdateret på lovgivningsprocessen i Europa-Parlamentet og for at kunne videreformidle relevant information til Europaudvalget eller fagudvalg i Folketinget. Det betyder også, at når Europa-Parlamentet afholder de månedlige plenarmøder i Strasbourg, så følger repræsentanterne dem intensivt. Enten fra kontorerne i Bruxelles, eller ved selv at tage til Strasbourg. Europa-Parlamentet har stillet kontorer til rådighed for parlamenterne både i Bruxelles og Strasbourg.

En sidste vigtig opgave for Folketingets repræsentant er at planlægge besøg for og ledsage folketingsmedlemmer, som kommer til møder i Bruxelles. Det kan være ved at udarbejde heldagsprogrammer for større delegationer fra Folketinget, som typisk besøger EU-institutionerne i Bruxelles for at engagere sig i et konkret lovgivningstiltag eller for at blive opdateret på en konkret EU-politik. Der kan også være tale om mindre besøg, hvor et eller flere folketingsmedlemmer kommer til Bruxelles for at deltage i et interparlamentarisk møde i Europa-Parlamentet.

 

Samarbejdet mellem parlamenternes repræsentanter

I forbindelse med det roterende formandskab for Det Europæiske Råd, har parlamentet med formandskabet væsentlige administrative opgaver. Det er blandt andet at deltage i trepartsforhandlingerne (trilog forhandlinger). Derfor er der ofte udsendt en ekstra repræsentant, i kraft af den større arbejdsbyrde der ligger i at være et Trojka-land. Sidst Danmark havde formandskabet var i 2012. Næste gang Danmark har formandskabet er 1. halvår i 2025.

De nationale repræsentanter er organiseret på samme kontorgang i Europa-Parlamentet. Der er ca. 50 medarbejdere i netværket af nationale repræsentanter. Nogle parlamenter har to kamre, så derfor har nogle lande to medarbejdere – en fra hvert kammer. I alt er der 41 parlamenter/kamre (efter Brexit bliver dette tal reduceret til 39). Det faste samarbejde i Bruxelles mellem de nationale parlamenter har medført, at det også er blevet lettere for de nationale parlamenter i hovedstæderne at samarbejde på tværs og øge den gensidige informationsudveksling. Der holdes et fast ugentligt møde mellem repræsentanterne i Bruxelles, som bl.a. har til formål at udveksle information omkring EU-relevante emner i medlemsstaterne. Møderne kaldes for MMM – Monday Morning Meeting, og på disse møderne inviterer også repræsentanter fra EU-institutionerne til at holde oplæg om aktuelle emner, som f.eks. nye lovgivningstiltag, Brexit el. lignende.

Et eksempel på samarbejdet mellem de nationale repræsentanter er kontrollen med nærhedsprincippet.

Ifølge Lissabon-traktaten, som trådte i kraft i 2009, har de nationale parlamenter til hovedopgave at kontrollere, at nærhedsprincippet ikke bliver brudt, når EU-Kommissionen præsenterer forslag til ny EU-lovgivning. Folketinget har årligt nærhedscheck på 10 lovforslag fra Kommissionen, hvor eksempelvis Sveriges parlament, Riksdagen, foretager nærhedscheck på samtlige EU-lovforslag. Dette er et eksempel på et område, hvor informationsudveksling og samarbejde mellem de nationale repræsentanter er vigtigt, da parlamenterne sammen kan medvirke til at bremse lovgivning, hvis de finder at nærhedsprincippet er overtrådt.

 

Nyttig information og kontaktoplysninger

Folketingets faste repræsentant er Søren Koushede, og han kan træffes på soren.koushede@ft.dk.

Desuden har Folketingets kontor i Bruxelles også en praktikant tilknyttet, som er på kontoret i 6-12 måneder. Stillingsopslaget til praktikpladsen slås typisk op i september/oktober og februar/marts, og vil på det tidspunkt kunne findes her.

Af andre nyttige links i forbindelse med det interparlamentariske samarbejde, vil være COSAC og IPEX. COSAC er et forum for medlemslandenes respektive europaudvalg og mødes to gange årligt for at fremme informationsudveksling og dele erfaringerne med EU-sager. IPEX er en fælles database for de nationale parlamenter i EU-landene, som muliggør en let informationsudveksling med dokumenter i deres arbejde om at udføre parlamentarisk kontrol med egne regeringer såvel som EU-lovgivning.
Denne artikel dækker disse emner:

Senest opdateret: [16.01.2019]
Sideansvarlig: Stine Sofie Mathisen

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik