Emissionsgrænser for biler

Din bil udleder ca. 120 kg CO2 på 1.000 kilometer. Det er det gennemsnitlige niveau for danske biler i 2018.

Hos den lokale bilforhandler skal du tydeligt kunne se, hvor langt hver bil kan køre på 1 liter benzin, og hvor meget CO2 den udleder. Det kræver EU af bilproducenterne. Og det skal få os forbrugere til at efterspørge mere miljøvenlige biler.

Ved siden af den slags blød forbrugeroplysning har EU også mere direkte krav til, hvor meget CO2 nye biler må udlede. Kravene har hidtil ikke været svære at overholde for producenterne. Men med de seneste ændringer kommer der måske til at ske noget, som presser særligt producenter af tungere benzinbiler.  

Hver bilproducent skal sænke CO2-udledningen fra deres samlede produktion med 25 pct. fra 2021-25 og med 37,5 pct. fra 2021-2030. Europa-Kommissionen forventer, at de nye krav vil sænke CO2-udslippet fra vejtransporten med 23 pct. i 2030, og at en bilkøber i 2030 vil spare omkring 8.000 kroner. 

 

Armlægning i Ministerrådet

Den danske miljøminister mødtes i oktober 2018 med kollegaerne fra de andre lande i EU’s Ministerråd. De forhandlede i 13 timer, inden et flertal var enige om, hvor meget CO2 biler og lastbiler må udlede. Fem år tidligere havde Tyskland haft held med at danne en alliance, som blokerede for skrappe krav, men denne gang slap den tyske bilindustri med mange tunge personbiler ikke så let. Den danske minister kunne ikke bakke op om den fælles holdning, men havde den modsatte holdning af tyskerne. Fra dansk side ønskede man højere krav til bilindustrien. 

Europa-Kommissionen havde foreslået, at CO2-udledningen blot skulle sænkes med 30 pct. i 2030 målt i forhold til 2021. Europa-Parlamentet ønskede det anderledes, nemlig at ændre det til 40 pct., da de første gang behandlede forslaget. Landenes miljøministre endte på 35 pct. Men efter yderligere forhandlinger mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet, så kan bilindustrien se frem til, at de nye EU-regler kræver, at de sænker deres CO2-udledning med 37,5 pct. i 2030 målt i forhold til det niveau, der er i 2021. 

Læs mere om sagen


Vidste du, at du udleder 100 kg mindre CO2 på 1 år, hvis du tanker 5 pct. ”biobenzin” i stedet for almindelig benzin?

Sådan får din bil 30 pct. flere hestekræfter – eller om, hvordan vi blev snydt af bilindustrien

I 1970'erne var det ikke ualmindeligt, at en knallert blev hakket og boret, så der blev plads til mere benzin i forbrændingskammeret. I dag kan man finde firmaer, som tilbyder noget lignende for personbiler. De hacker sig ind i bilens computersystem eller monterer måske lige frem en ekstra chip, som tilsidesætter fabriksindstillingerne. Det kan i nogle tilfælde skubbe motoren til at levere flere hestekræfter, og ofte skubber det også til forbrændingen, så bilen ofte overskrider EU's grænseværdier for partikelforurening og CO2-udledning.

Det er ikke kun sidegademekanikere, som giver sig af med den slags. Folkevognsfabrikkerne havde fundet en måde, hvorpå de både kunne sælge en masse hestekræfter og overholde EU's grænseværdier. De designede et snydeprogram, som kunne måle om bilen var i fri dressur eller i en teststald. Efter det blev opdaget, er der foreløbigt tilbagekaldt 10 millioner biler og det vurderes, at der er yderligere 33 millioner biler på gaderne med det ulovlige snydeprogram.  

Dieselgate, som svindelskandalen blev døbt, fik efterfølgende EU til at ændre, hvordan nye biler testes. I dag tester man biler, som de faktisk bliver brugt. Og det har foreløbig vist sig, at de fleste biler kører kortere på 1 liter benzin og udleder mere CO2, end de gamle resultater fra testhallerne angav. 

Senest opdateret: [10.09.2019]
Sideansvarlig: Rasmus Baastrup

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik